Compare Listings

Stouby Møllevej 12A, 7140 Stouby

  • Auther Image by
  • 25/01/2018
  • 0
  • Beskrivelse
  • Detaljer
  • Kort
  • Plantegninger
  • Dokumentation

Beskrivelse

STOUBY GAMLE MØLLE - 188 KVM HØJLOFTET EGOISTBOLIG I 3 PLAN 

EN HELT SPECIEL BOLIG I MEGET SMUKKE OMGIVELSER

Området er kendt for sin helt fantastiske natur. Her findes kæmpe skovområder med høje bakker og dybe dale - et meget kuperet terræn, der er særdeles eftertragtet af cykelfolket og andre motionister. Ved Rosenvold findes én af områdets bedste sandstrande - meget eftertragtet blandt badegæster, men hvor der også er mulighed for forskellige former for vandsport - surfing, kajakroning m.v. Ved siden af den lange hvide sandstrand ligger Rosenvold lystbådehavn - en hyggelig lille havn med masser af stemning.

Hyggelig gammel mølle, som er gennemgribende restaureret i år 2000 - 2002, hvor stort set alt er udskiftet - gulve, vægge, el og vvs installationer m.v. Ved samme lejlighed blev hatten fornyet, taget blev udskiftet og der blev monteret nye vinduer i det meste af ejendommen. I år 2015 blev der monteret nye zinkinddækninger rundt om hele møllen ved 1. salen.

Møllen fremstår i virkelig god stand og er lige til at flytte ind i - køkken og badeværelser er udført ca. i år 2002, men er stilmæssigt absolut veltilpasset møllen og den sjæl og charme man oplever indvendig.

Indgangspartiet er flot udført med 4 trin i granit og brosten - smukt afsluttet med et gammelt møllehjul som en del af trappen. Indgangsdøren er udført i flot massiv mahogni og der er isat et stort vinduesparti ved siden af døren. Entréen er indrettet med garderobe, god skabsplads og flotte mørke 30x30 klinker på gulvet. Lofterne er med synlige gamle bjælker og indbyggede spots og mod indkørslen har man bevaret et gammelt smukt jernrammevindue. Fra entré er der indgang til et flisebadeværelse med bruseniche. Gulvet er udført i samme klinker som i entré, der er væghængt toilet og stilen er også her med synlige loftbjælker og 3 meter til loftet.

En massiv ludbehandlet dør med småsprossede glasruder fører ind til køkken/alrummet - og her oplever man for alvor den meget specielle atmosfære, der befinder sig i den gamle mølle. Her er stadig 3 meter til loftet, men ikke kun loftbjælker er synlige - her findes alle de gamle og meget kraftige spær og lodrette bjælker, der er med til at bære hele konstruktionen. Herudover ser man de gamle store tandhjul fra tiden, hvor møllen var i aktiv brug. Stilen er gennemført med samme gulve som i entré og bad, og der er opført en mur rundt om køkkenet. Køkkenet er udført i bøgetræ med massive fyldningslåger, der stilmæssigt matcher resten af rummet. Mod vest findes en stor dobbelt glasdør med udgang til en flisebelagt terrasse og til haven. Bag køkkenet er indrettet et bryggers med masser af indbygningsskabe i samme stil som i køkkenet.

En trappe fører til første sal, hvor der er indrettet én stor stue. Her har man bevaret de gamle bærende bjælker og krydsspær synlige, og gulvene er belagt med 28 mm kraftigt herregårdsplank i fyrretræ. Ved trappen ligger de gamle møllehjul stadig som et monument, der giver tankerne og fantasien et ekstra input fra en svunden tid. Fra stuen er der en glasdør med udgang til en ca. 40 kvm stor sydvendt tagterrasse, hvor der er sol fra morgen til aften. Fra terrassen findes i øvrigt trappe ned til haven. Lofthøjden i stuen på 1. sal er ligeledes ca. 3 meter.

Fra stuen på 1. sal fører trappen videre mod 2. salen. Her er der indrettet et soveværelse, et mindre værelse (meget anvendelig som gæsteværelse eller måske et stort walk-in) og et rummeligt badeværelse med hjørnespa. Fra alle tre rum er der en fantastisk udsigt over byen og landskabet. Gulvene er udført i massive fyrretræsplanker, og der er på 2. salen ca. 320 cm til loftet. På repos er der plads nok til at videreføre trappen, således at der bliver adgang til det uudnyttede loftrum, der findes på 3. salen. 3. salen udgør således loftet lige under hatten på møllen, og såfremt man vil udbygge denne etage, har man mulighed for enten at bygge et rum med meget højt til loftet ( måske 5 - 6 meter) - eller alternativt at lave et stort værelse med en hems i hatten.

Indkørslen er flisebelagt og der er lavet parkeringsplads til 5 biler. Herudover er der lagt fliser hele vejen rundt om møllen, således at arealet hænger sammen med terrassen ved køkken/alrummet. Fra haven er der indgang til et værksted på 25 kvm, som er en del af bygningen, og hvor man også har bevaret de gamle charmerende jernrammevinduer.

Afstande

  • 2 minutter til lokalt supermarked
  • ca. 2.500 m til lækker badestrand og Rosenvold lystbådehavn
  • 20 minutter til Vejle centrum
  • 15 minutter til østjysk motorvej

  • Pris: 2.245.000 kr.
  • Udbetaling: 115.000 kr.
  • Ejerudgift pr. md.: 1.428 kr.
  • Brutto eks. ejer udgift 12.185 kr.
  • Netto eks. ejerudgift 9.795 kr.
  • Tjek Boliglån
  • Boligareal: 188 m2
  • Værelser: 4
  • Grundareal: 940 m2
  • Areal andre bygninger: 25 m2
  • - Heraf areal udhus: 25 m2
  • Energimærke: Ikke oplyst
  • Vame: Ikke oplyst
  • Boligtype:
  • Byggeår 1864
  • Zonestatus:

Kort

Plantegninger

Kontaktinformation

KONTAKT OS
Liebhaverboliger Danmark
+45 30 50 6000

Tilkendegiv interesse for denne bolig

[vfb id=6]