Compare Listings

  • Beskrivelse
  • Detaljer
  • Kort
  • Plantegninger
  • Dokumentation

Beskrivelse

5 HA GRUND MED SKOV, SØER OG MARKER

HØJT BELIGGENDE MED FANTASTISK UDSIGT OVER GRUNDEN

MEGET KUPERET TERRÆN - IDYLLISK OG 100% UGENERET

MULIGHED FOR DYREHOLD

800 M TIL HVIDBJERG STRAND

15 MINUTTER TIL ØSTJYSKE MOTORVEJ - VEJLE

20 MINUTTER TIL VEJLE CENTRUM - GÅGADEN

En sjældent udbudt ejendom med en helt fantastisk og idyllisk beliggenhed - på toppen af et meget kuperet grundstykke på små 50.000 kvm. Her er bakker og dale samt skov, søer og marker - og fra ejendommen på toppen er der den smukkeste udsigt ud over hele arealet.

Hele grundstykket er indrammet af store træer, og man kan færdes 100% ugeneret overalt. Ejendommen er placeret på midten af arealet, og herfra er der mod nord udsigt over marker og skov. Mod syd og vest er der den smukkeste udsigt ned over markerne til de to søer, der delvist er adskilt af en halvø i midten. Hele vejen rundt om markerne og søerne er der store træer / skov, og man bevæger sig rundt i sin helt egen private verden. En slugt i det lave niveau forbinder markerne mod nord med engene og søerne mod syd.

En lille spadseretur på kun ca. 700 m fra ejendommen, fører til foden af den store hvide klit på Hvidbjerg Strand ved Vejle Fjord - en strand der er kendt for sine gode bademuligheder. Indenfor 2 - 2,5 km findes både skole og indkøbsmuligheder i Gårslev og flere muligheder et par km længere væk i Børkop, hvor man bl.a. også finder Kellers Park Golf Klub og marinaen på Brejning Havn.

Den korte afstand til både Vejle og til motorvejsnettet gør ejendommens geografiske placering meget attraktiv. Såfremt man lægger vægt på privatliv og den ultimative fred og idyl - så bliver det ikke meget bedre.

Ejendommen er opført i år 1902, men er siden hen ombygget således, at den i dag indeholder 261 kvm bolig. Stilen er bevaret, og der er lagt vægt på gode lysforhold og udsigt - både fra stueetagen og fra 1. salen.

Ud over boligen findes et stort udhus / stald / værksted på 75 kvm, hvor der er mulighed for dyrehold. Bygningen blev genopført i år 2014 sammen med yderligere en bygning på 30 kvm, hvor der er indrettet garage til 2 køretøjer.

Fædrift er en lille smal vej uden megen trafik, men dog en vej der hurtigt rydes for sne om vinteren. En lang præsentabel indkørsel fører fra vejen og op til ejendommens gårdsplads og til garagen. I gårdspladsen er der indrettet flere hyggelige terrasser og lækroge, således at der altid findes et læsted, hvor solen kan nå ned. Her udnyttes specielt ydersæsonerne meget idet solen ofte kan nydes i de meget tidlige forårsmåneder.

Husets indgangsparti findes ved een af disse terrasser - kun få skridt fra garagen. Entréen er pænt indrettet med flotte store gulvklinker og hvidmalede vægge. Fra entréen er der indgang til et stort garderoberum og til husets største badeværelse. Badeværelset er stort og indrettet med såvel badekar som med bruseniche. Herudover findes en terrassedør fra badeværelset med adgang til baghaven. Her er der mulighed for at få den skønneste udsigt fra et udendørsbad, hvis det skulle være en del af drømmen.

Til venstre for indgangen findes en meget stor stue (ca. 85 kvm). Stuelængen vender mod øst og vest med vinduer i begge sider og et godt lysindfald. På gavlenden mod syd er der isat store vinduespartier fra gulv til loft - både mod syd og mod vest. Ud over masser af sol, findes der her den mest fantastiske udsigt ned over engen mod de to store søer mod syd/vest og mod skoven. En terrassedør fører ud til haven, hvor der er anlagt en stor solrig fliseterrasse med udsigt. Bag terrassen er indrettet en overdækket terrasse med masser af flotte vinranker. Her kan man finde en skyggeplads, når sommervarmen bliver for meget.

Til højre for entréen er der indrettet et spisekøkken med dobbelt terrassedør, der fører ud til gårdspladsen. Fra køkkenets arbejdsplads er der den flotteste udsigt mod de nordlige marker, hvor fårene græsser og mod skoven i baggrunden. Efter køkkenet findes et bryggers og et stort soveværelse. Soveværelset er indrettet således, at det let kan deles op i to værelser med separate indgange fra bryggers. Bag bryggers findes fyrrum med et næsten helt nyt pillefyr (årgang 2017). Gulve i værelse, køkken og i den store stue er i øvrigt belagt med massive merbau parketstave.

Fra stuen er der en trappe til 1. salen. Her er indrettet et arbejdsværelse og et meget stort soveværelse (kan ændres til to værelser). Hele gavlenden i soveværelset er forsynet med store vinduespartier, og herfra findes den smukkeste udsigt ned over engene og søerne mod syd og vest.

Ejendommens 261 kvm bolig er forholdsvis egoistisk indrettet, men der er rig mulighed for etablering af flere værelser (op til 6 værelser) såfremt behovet skulle opstå. Der er endvidere indrettet et badeværelse for enden af stuen, hvilket giver mulighed for hurtig opsætning af skillevægge til et værelse med eget bad.

Trods ejendommens alder er der en rigtig god varmeøkonomi. Det nye pillefyr har endnu ikke kørt en sæson, så det forventes kun at blive endnu bedre.

Udhuset er indrettet delvist som udhus / værksted og delvist som løsdriftsstald for familiens får.

  • Pris: 5.595.000 kr.
  • Udbetaling: 280.000 kr.
  • Ejerudgift pr. md.: 3.896 kr.
  • Brutto eks. ejer udgift 25.734 kr.
  • Netto eks. ejerudgift 21.358 kr.
  • Boligareal: 261 m2
  • Værelser: 4
  • Grundareal: 49.423 m2
  • Areal andre bygninger: 105 m2
  • - Heraf areal garage: 30 m2
  • - Heraf areal udhus: 75 m2
  • Energimærke: D
  • Vame: Pillefyr
  • Boligtype:
  • Byggeår 1902
  • Zonestatus: Landzone

Kort

Plantegninger

Dokumentation

Salgsopstilling

Kontaktinformation

KONTAKT OS
Liebhaverboliger Danmark
+45 30 50 6000

Tilkendegiv interesse for denne bolig